På de to afdelinger hvor jeg har min daglige gang, er vi kun nået et stykke af vejen, når man taler om anvendelse af IT i undervisningen. Stort set alle lærere anvender interaktive tavler, mens anvendelsen af mobiltelefoner, blogs, chatrooms samt podcasts i form af digital video og lyd er mere sporadisk og oftest funderet i enkelte læreres særinteresser herfor. Vi anvender endvidere Lectio som dels vores studieadministrative, og dels som vores CMS system, et system som alle lærere er godt inde i, og hvor enkelte kan betegnes som superbrugere.
På den anden side er elevernes kommunikation med hinanden præget af flere forskellige løsninger afledt af Web 2.0 teknologien, her oftest Facebook, Twitter, Pinterest, Snapchat og Instagram.
Det er derfor besnærende at indlede forsøg med og undersøge læringspotentialet i en bred vifte af Web 2.0 redskaber, og ad denne vej skabe erfaring med virkningen i forhold til elevernes motivation, nærvær og fastholdelsesproblematikken, især overfor de svagere elevgrupper.
En anden god grund til at udforske og implementere disse redskaber er vores geografiske udfordring. Vi er et lille gymnasium på ialt fire forskellige adresser spredt ud over Sønderjylland i Sønderborg, Tønder, Aabenraa og Haderslev. Denne geografiske spredning sammenholdt med et lille elevtal, giver store udfordringer når teknik- og valgfag skal oprettes, så tankerne går selvfølgelig på at oprette hold på tværs af lokationer, der så ved IT understøttelse kan undervises på mindre hold i hver sin by med en lærer.
Den væsentligste modstand mod udbredelsen af de nødvendige værktøjer, syntes umiddelbart at være den tradition den enkelte lærer bærer med sig, gående på at han / hun skal være den vidensbærende i klassen, og at der ikke er tillid nok til at man sammen med eleverne kan udvikle idéen. Denne frygt er væsentligst baseret i lærernes ansvarfølelse overfor det faglige udbytte eleverne skal få ud af undervisningen, så der er altså alene tale om frygt for eksperimentet og dettes bæring på elevernes fremtidsmuligheder.
Vejen frem kan være små pilotforsøg, der kan anvendes af enkelte hold/klasser, måske koblet med særlige ildsjæle blandt lærere og elever, og selv om denne fremgangsmåde er langsommelig bliver det nok den metode vi vælger.
På den anden side er elevernes kommunikation med hinanden præget af flere forskellige løsninger afledt af Web 2.0 teknologien, her oftest Facebook, Twitter, Pinterest, Snapchat og Instagram.
Det er derfor besnærende at indlede forsøg med og undersøge læringspotentialet i en bred vifte af Web 2.0 redskaber, og ad denne vej skabe erfaring med virkningen i forhold til elevernes motivation, nærvær og fastholdelsesproblematikken, især overfor de svagere elevgrupper.
En anden god grund til at udforske og implementere disse redskaber er vores geografiske udfordring. Vi er et lille gymnasium på ialt fire forskellige adresser spredt ud over Sønderjylland i Sønderborg, Tønder, Aabenraa og Haderslev. Denne geografiske spredning sammenholdt med et lille elevtal, giver store udfordringer når teknik- og valgfag skal oprettes, så tankerne går selvfølgelig på at oprette hold på tværs af lokationer, der så ved IT understøttelse kan undervises på mindre hold i hver sin by med en lærer.
Den væsentligste modstand mod udbredelsen af de nødvendige værktøjer, syntes umiddelbart at være den tradition den enkelte lærer bærer med sig, gående på at han / hun skal være den vidensbærende i klassen, og at der ikke er tillid nok til at man sammen med eleverne kan udvikle idéen. Denne frygt er væsentligst baseret i lærernes ansvarfølelse overfor det faglige udbytte eleverne skal få ud af undervisningen, så der er altså alene tale om frygt for eksperimentet og dettes bæring på elevernes fremtidsmuligheder.
Vejen frem kan være små pilotforsøg, der kan anvendes af enkelte hold/klasser, måske koblet med særlige ildsjæle blandt lærere og elever, og selv om denne fremgangsmåde er langsommelig bliver det nok den metode vi vælger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar